72 timers udvidet behandlingsansvar
I 2023 indgik regeringen og Danske Regioner en aftale om en akutplan. Som en del af denne plan blev det besluttet at implementere ordningen 72-timers behandlingsansvar på landsplan.
72-timers behandlingsansvar dækker over en ordning, hvor det lægefaglige behandlingsansvar placeres hos den udskrivende hospitalsafdeling i 72 timer efter udskrivelsen. Efter de 72 timer overgår ansvaret igen til egen læge.
Dette projekt leverer implementeringsanalysen til den nationale evaluering.
De øvrige arbejdspakker er forankret hos DEFACTUM fra Region Midtjylland.
Formålet med det udvidede behandlingsansvar er bl.a., at borgerne skal opleve et mere sammenhængende behandlingsforløb med en tryg overgang fra hospitalet til kommunal hjælp eller plejehjem samt at forebygge genindlæggelser. Dette indebærer, at hospitalerne skal tage et større ansvar for det samlede patientforløb og stille relevant viden til rådighed for kommuner og almen praksis for visse patienter. Ordningen skal understøtte, at akutte indlæggelser i en række tilfælde vil kunne forebygges eller varetages mere hensigtsmæssigt ved, at der er adgang til udvidet lægekontakt på hospitalet op til 72 timer efter udskrivelse.
Forskningsprojektet anvender både kvalitative og kvantitative metoder.
Forskningsprojektet løber i perioden 2023-2025.
Implementeringsanalysen sigter konkret mod at give viden om sundhedsprofessionelles:
- Accept af ordningen samt deres oplevelse af ordningens relevans og anvendelighed.
- Oplevelser af samarbejdet med sundhedsprofessionelle i andre jobfunktioner herunder relationen og kommunikationen mellem disse parter.
Projektet har endnu ikke affødt publikationer.